Sådan foregår skoledagen
- Eleverne møder kl. 8.00 og begynder dagen med morgensang, hvor hele skolen samles i salen.
- Hver morgen fra kl. 8.00-9.45 er der hovedfag i alle klasser. I hovedfag arbejdes der med et fast emne i 3-5 uger, inden et nyt emne tages op.
- Vi arbejder efter en fast rytme i dagens skema; hoved, hjerte og hånd. Det betyder, at vi først på dagen har har de intellektuelle fag og derefter de kreative, musiske og praktiske.
- Fra 12.10-16.30 er der åben i skolens SFO for Børnehaveklasse til og med 3. klasse.
- Fra undervisningens ophør til klokken 16.30 er der åbent i Klubben for elever i 4.-9.-klasse.
Skoledagen
Dagens rytme
Rytme er et vidt begreb og spænder over meget. Rytme er blandt andet at planlægge undervisningen med den rytmiske vejrtrækning som forbillede. Det vil sige, at der skal være en regelmæssig veksling i en undervisningstime mellem indånding, hvor eleverne sidder stille og fordyber sig i deres arbejde, og udånding, hvor eleverne får bevæget sig og kommer i kontakt med andre og verden omkring sig. Ligesom ind- og udånding skal veksle i den enkelte time, således skal det også veksle over hele skoledagen.
Skemaet afspejler en bevidst vekslen mellem fagene der henvender sig direkte til hovedet (dansk, engelsk, matematik mm.), fagene som henvender sig til den rytmiske del af mennesket (maling, tegning, eurytmi, kor, orkester, recitering, fløjtespil mm.) og fagene som primært fokuserer på viljen (sløjd, håndarbejde, idræt, smedning mm.)
Periodeundervisning
På Steinerskolerne arbejder vi med periodeundervisning. Det betyder, at man underviser i det samme fag to timer om dagen i tre til fem uger ad gangen. På den måde får eleven mulighed for at fordybe sig, samtidig med at skoleåret opleves varieret.
Dansk, matematik, historie, geografi, fysik, kemi og biologi er fag, som undervises i perioder. De fag kalder vi på Steinerskolerne for hovedfag. Hovedfagsundervisningen ligger som regel i dagens to første undervisningstimer.
Periodeundervisning giver børnene mulighed for at forbinde sig med stoffet og lægger op til projektorienterede forløb. Pauserne mellem perioderne imødekommer desuden barnets behov for at veksle i rytmer mellem indlæring og hvilepause for hvert fag.
Fagtimer
Sprogfag musik, bevægelse og håndværksfag ligger fast i det ugentlige skema, i det vi kalder fagtimer. Her ligger også ugentlige øvetimer i dansk og matematik.
Bloktimer
Håndværk og kunstneriske fag undervises dog også i periodiske blokke, specielt på højere klassetrin.
Årets rytme & årstidsfester
Skolens månedlige fester er et eksempel på Rudolf Steinerskolernes rytme og tradition. Disse markerer og fejrer de skiftende årstider samt naturens og kulturens vekslende højtider. Festerne ligger typisk om lørdagen, hvor elever, forældre og lærere mødes i skolens sal, hvor der er indslag fra en eller flere klasser. Indslagene er ikke kun optræden som musik, eurytmi og skuespil, men kan for eksempel også være uddrag fra den rytmiske del af undervisningen fra en tysktime i 3. klasse, eller en 9. klasse som fremlægger og fortæller om deres studierejse.
Igennem årstidsfesterne lærer eleverne, store som små, at forberede og fremvise en del af hvad de har lært, for hinanden. Når skolens forældre inviteres med til måneds- eller årstidens fester, får de et lille indblik i, hvad eleverne har lært, og hvad der er i vente.
Det er af lige så stor betydning at sidde i salen og se de andre elever på scenen, som det er selv at skulle på scenen. For de yngste elever giver iagttagelsen af de ældre elever noget at se frem til og stræbe efter. For de ældre elever giver tilbageblikket mulighed for refleksion og omsorgsfuld indlevelse i, hvor de selv var engang, og hvor de har flyttet sig hen. De traditionelle fester har derfor både et socialt og et fagligt udviklende formål, da eleverne også bliver bevidste om egne læringsprocesser.